søndag den 16. september 2012

Søndag den 16. september

Løb 21,6 km konkurrence (4.35min/km)

Viborg City Halvmarathon.
Dagen startede igen med hovedpine og uoplagthed hvilket jeg forsøgte at komme til livs med lidt Ipren. Gik til målområdet ved Viborg Stadion og varmede op sammen med Kasper og Thomas. Både mig og Thomas fik et godt udgangspunkt i startfeltet og vi røg afsted side om side. Jeg havde på forhånd planlagt at løbe 4.17 på nedadgående kilometer og 4.25 opad.
De første tre kilometer gik sædvanligvis lidt for hurtigt (4.10-4.07-4.06min/km) hvorefter jeg begyndte at ramme mit planlagte tempo bedre. Desværre viste ruten sig, at være mere kuperet end forventet, og jeg måtte bruge alt for mange ressourcer for at holde tempo på de opadgående km. Desuden havde en stiv vestenvind rejst sig og det var også yders generede på de åbne veje (Koldingvej og Lyngvej). Jeg rundede første runde (10.55km) i en splittid som blev løbet i 4.20min/km. Dette ville ca give en sluttid på 1.31.20. Jeg kunne allerede mærke at jeg var brugt, også mere end jeg normaltvis ville være. Jeg fik energi af Dorte og Nanna ved 11 km og drak så meget jeg kunne. Men allerede kort tid efter begyndte jeg at få problemer med at holde hastighed. De nedadgående kilometer føltes pludseligt anderledes hårde og mine gummiagtige ben kunne pludselig kun holde 4.25-4.35min/km nedad. Jeg var godt klar over at dette her ville ende skidt. Ved 15 km mærket begyndte det så småt at gå opad igen og jeg kæmpede for ikke at gå helt død. Jeg kunne så småt begynde at regne mig frem til at min plan om sluttid på 1.31 var umulig og samtidig begyndte det at løbe koldt ned af ryggen på mig. Jeg var ved at gå sukkerkold. Med gåsehud og kilometertider på 4.40 kæmpede jeg mig fremad og drak nu energidrik ved alle depoter. Fra 18 kilometer satte motoren nærmest helt ud og med kilometertider på 5.15-4.58-5.15-5.10 stod jeg nærmest stille de sidste kilometer mod mål. Jeg overvejede faktisk at udgå, men lod vær, da det jo også ville være en plat finish på et stort løb med megen forberedelse. Løb i mål i tiden 1.36.48, fuldkommen drænet og vissen. Kan konstatere, at jeg ca. tabte 3 1/2 minut på de sidste 4 km, hvilket vidner om fuldkommen fejldisponering og nedsmeltning.
Blev nr. 60 af 698 på en dag hvor det burde have været bedre, men set ruten og mit helbred i betragtning bør jeg nok være tilfreds alligevel. Thomas fik flot 1.29 og blev nr. 19. Kasper ramte igen ca. 1.55 hvilket også var flot.
Havde det skidt resten af dagen og var dehydreret. Lå på sofaen i fosterstilling indtil kroppen ved 18 tiden begyndte at få det bedre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar